Kære Læser
De gange det er gået værst for mig, er når jeg har taget beslutninger, og samtidigt har været ved at eksplodere af ren og skær vrede (eller frygt), indtil jeg lærte at se ”bag” vreden.
Når det er sagt, mener jeg faktisk at vreden både er vores egen skyld og kan bruges konstruktivt.. og hvad mener jeg så lige med det.
Vrede er en dyb overlevelseskraft og fås i mange grader bla. frustration, irritation til had. Vreden kan få os til at gøre de mest utrolige ting og give os ideen og styrken til at få vores fantasi i gang til fx at opfinde hjulet for at slippe for den irritation, der er i at slæbe ting hen af jorden, eller til at forsvare os selv eller vores nærmeste med livet som indsats. Så vrede kan være en rigtig god og konstruktiv følelse.
Ofte er det dog sådan i dagens Danmark, at vi lægger låg på vores frustration/vrede, lag på lag på lag.. indtil vi står i en slags trykkoger og vreden vælter helt ukontrolleret ud over en eller anden sagesløs ting/menneske, fordi vedkommende lige fik givet dig ”dråben”.
Det burde være sådan, at vi havde en ”pyt knap” som bragte krop og hjerne tilbage i balance med et enkelt tryk. Men sådan virker det desværre ikke altid.
I begyndelsen kan du lægge låg på, bide tænderne sammen og trække skuldrene godt op om ørerne, hvilket giver rigtig dårlig holdning og ofte hovedpine eller smerter i nakken. Det kan faktisk også give både forhøjet blodtryk og hjerteproblemer eller problemer med afføringen. Med andre ord - du føler dig stresset, men ved ikke hvad du skal gøre for at få kroppen til at give slip og kunne slappe af igen. Du begynder at sove dårligt om natten, hvilket gør det hele endnu værre. Træthed giver absolut et mindre overskud.
I begyndelsen kan du dyrke noget motion eller/og meditere, men den går bare ikke i længden, hvis du fortsat får lagt flere lag på /bliver udsat for pres, som gør dig vred. Så husk vrede er ikke kun at skælde ud. Vrede er også at sige fra (gerne assertivt), FØR din krop og hjerne er kørt fast. På den måde kan du undgå at blive syg af indestængt vrede.
Men hvad er vrede så.. Vrede er den følelse, som ofte opstår når vores forventninger ikke mødes med virkeligheden. Vi forventer mere eller noget andet end vi får. Hvis du fx forventer et skulderklap for godt udført arbejde, og chefen så ikke engang ser, du har lavet ekstra.. er det let at blive vred/frustreret, men det er din egen egoisme og forventning. Chefen har nok andet at se til, og er måske glad for at arbejdet bare fungerer.
Hvad kan du så gøre, når du oplever vrede? Se på vreden og årsagen til vreden så objektivt som muligt. Var dine forventninger for høje? Forkerte? For egoistiske? Var modparten overhovedet klar over din(e) forventning(er)? Fik vedkommende en reel chance for at leve op til dem? Er det noget du har lært at forvente helt tilbage fra din barndom, men hvor din chef/partner, har en helt anden læring?
Mange gange kan den forståelse forløse og du ser situationen i et helt andet lys.
Hvis du er blevet vred, så er her en liste over ting, du selv kan gøre for at få vreden ud af kroppen igen:
# Prøv at være klar og tydelig i dine forventninger – sig dem højt. Det er svært at leve op til forventninger/regler, som man ikke ved er der!
# Vurder din(e) forventning(er) – er de rimelige eller kommer de fra egoisme?
# Dyrk motion eller mediter for at få ro på igen.
# Brug humor eller latter til at komme ud af vreden og få tingene sagt – uden at blæse nogen omkuld.
# Forsøg at forstå, hvorfor du bliver vred.
# Forsøg at forstå hvad der ligger bag ved den handling, der gør dig vred.
På den anden side, er mange bange for vreden (især hos andre), blandt andet fordi den er så uberegnelig – lige som vinden ved du ikke hvordan vreden rammer eller hvor hårdt, og vi har vist alle prøvet at få nogle uønskede konsekvenser som følge af vrede fra andre. Men hvad kan du så gøre, når andre er vrede for ikke at lade det gå dig alt for meget på?
Prøv at dele det op.. hvad bliver der sagt!# Hvad er objektivt?
# Hvad bliver der sagt, som er subjektivt?
Det objektive i ”udbruddet” kan du forholde dig til, her kan du se om det er noget du kan/vil ændre eller om det er noget du kan bruge til noget?
Det subjektive i ”udbruddet” er den vredes eget problem, og ikke nødvendigvis noget du skal forholde dig til. Det er den vrede, der lukker lidt ”overtryk” ud.
Husk at Vrede er som vind, ingen vind - heller ikke stormen varer for evigt. Så stå fast medens stormen raser, og vær så objektiv bagefter.
Eller flyt dig, gå et andet sted hen medens vreden raser og vær så objektiv bagefter.
Der er rigtigt mange selvhjælpsbøger på markedet, som kan hjælpe en af de bøger jeg oftest henviser til er skrevet af en af mine kollegaer Hans Erik Foldberg: ”God vrede- let at lære”.
Men sidder du fast, kan akupunktur også hjælpe med at få vreden lidt ned i styrke og i nogle tilfælde direkte omdirigere den til mere energi eller til ro.
Hav en dejlig dag og vær god ved dig selv og dine.
Lene Greve
Tilmeld dig mit nyhedsbrev her
Lene Greve